MBT- Mentaliseringsbaseret terapi

Mentalisering som nøglen til selvbevidsthed og følelsesregulering

Mentaliseringsbaseret terapi (MBT) er en dynamisk og procesorienteret form for psykoterapi, som har baggrund i både neuropsykologi, tilknytningsteori og relationspsykologi.

Mentalisering henviser til det vi gør, når vi forsøger at forestille os hvad der ligger bag adfærden for både os selv og andre. Gennem mentalisering lærer man egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd. Ved at mentalisere, ser man den andens perspektiv, samtidig med at man holder fast i sig selv. Evnen til mentalisering er en forudsætning for at have vedvarende meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse, og udvikles allerede i det helt tidlige samspil mellem forældre og barn. Mentalisering hænger tæt sammen med evnen til at regulere følelser, og fokus i MBT er derfor at øge mentaliseringsevnen og forbedre den følelsesmæssige regulering, så der opnås større fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed hos klienten.

Hjælp til at tackle mentaliseringsbrist styrker relationer

En svækket mentaliseringsevne eller ”mentaliseringsbrist” er når det bliver svært at identificere andres tanker og følelser, samt forstå intentionen bag deres opførsel og handlinger, hvilket kan lede til frustration og upassende reaktioner. Forstår man ikke de stærke følelser der opstår, og hvorfor man har dem, bliver det vanskeligt at regulere eller blot udholde dem, hvilket kan øge sandsynligheden for at handle impulsivt og opleve at komme ”ud af kontrol”. Dette kan være meget forstyrrende i det relationelle samspil, og slide på relationerne. Det kan udspille sig i alle relationer (i familien, på arbejdspladsen, eller i venskaber eller parforhold), og mentaliseringsbaserede metoder kan derfor med fordel bringes i spil i både familieterapi og parterapi, samt i individuel terapi med både børn, unge og voksne.

Konkret undersøgelse af udfordringer i relationer

Terapeuten hjælper nænsomt med at man får blik for hvornår mentaliseringsbrist forekommer, og sammen arbejdes der med at nuancere hvilke tanker, følelser og handlinger der kommer til udtryk i samspillet med andre. Ved at udfolde konkrete eksempler hvor der opstår gnidninger, misforståelser eller konflikter, kan der trænes kontrolleret mentalisering. Terapeuten støtter klienten i at overveje og reflektere over egne og den andens mentale tilstande i situationen. Ved at udvikle opmærksomheden på, hvilke mentale tilstande og følelser der er tilstede hos den anden og i interaktionen som helhed, øges mentaliseringsevnen gradvist - hvilket i praksis kan bidrage til mere konstruktive samspil med mere følelsesmæssig stabilitet og færre udsving i frustration og afmagt.

Henvisninger

MBT er oprindeligt udviklet af Peter Fonagy og Anthony Bateman til behandling af voksne med personlighedsforstyrrelser. Men metaliseringsbaserede metoder er i dag udbredt i behandling af mange psykologiske problematikker, og via sitet https://www.centerformentalisering.dk/litteratur/ kan du finde henvisninger til relevant litteratur opdelt i specifikke underkategorier.