Cecilie Nymand Frederiksen (på barsel)

Autoriseret psykolog og parterapeut

Særligt specialiseret i:
Parterapi med EFT. Individuel terapi med EFT, ACT og IFS.

Særligt fokus på relationer, parforhold, singleliv, kærestesorger og relationen til dig selv.

Åbningstider: Mandag- fredag 8-14:30

Jeg har lukket for nye klienter, da er på barsel. Jeg er tilbage igen 1/9-24. Send en mail hvis du gerne vil kontaktes, når det igen er muligt at booke tider

Psykolog Cecilie Nymand Frederiksen

Cecilie arbejder både med par, individuelle klienter og grupper. I parterapi hjælper hun klienterne med at genfinde kærligheden og den trygge kontakt til hinanden. Hun arbejder også forebyggende med par, der ønsker at styrke og pleje den vigtige relation som et parforhold er, og tilbyder blandt andet Par-tjek.

I de individuelle forløb arbejder Cecilie fx med mønstre i kærlighedsrelationer, kærestesorg, tvivl og med singlelivets udfordringer. I de individuelle forløb arbejdes der også ofte med ”relationen til dig selv”.

Cecilies tilgang og ydelser

Parterapi

“I parterapien hjælper jeg jer med at opdage og sætte ord på hvad der sker imellem jer. Jeres forskellige perspektiver foldes ud og der skabes en forståelse for, hvad der tager jer, når det bliver svært. Der er ingen skurke i parterapien, men derimod to mennesker der kæmper for at finde kontakten til hinanden og samtidig skabe plads til sig selv. I terapien skabes nye erfaringer med at række ud efter kontakt på en tryg måde, og med at respondere når vores partner rækker ud. I parterapien er det vigtigt for mig, at I begge føler jer forstået, samt at skabe et rum, hvor vi kan tale om alt det, der kan være svært. Der er dog også en del fokus på alt det, der er godt og værdifuldt mellem jer, fordi det giver et pejlemærke på det, som binder jer sammen. Par der er i åbne forhold, er også meget velkomne.”

Se priser ved booking.

Individuel terapi

“I de individuelle forløb tager vi afsæt i lige de udfordringer som du har mest brug for at få en hånd til. Jeg har særlig erfaring i arbejdet med mønstre i parforhold, singlelivet, kærestesorger. Samtidig har jeg stor erfaring med studielivets udfordringer i form af eksamensangst, stress, ensomhed eller overspringshandlinger.

Derudover er jeg særligt optaget af at hjælpe dig som kæmper med relationen til dig selv: Er jeg god nok, er jeg for meget, gør jeg det godt nok, ved jeg overhovedet hvem jer er, eller hvad jeg vil, kan være spørgsmål der melder sig. Det kan også være, at forskellige sider af os er i konflikt. Fx kan der være en del der længes efter tryghed mens en anden del gerne vil på eventyr. Når forskellige sider af os selv er i kamp, kan det være utroligt slidsomt. Så bakser du med relationen til dig selv, er du også mere end velkommen.”

Se priser ved booking.

Par-tjek og forebyggende parterapi

“Mange par tænker, at det først er relevant at opsøge parterapi når der virkelig er problemer. Sådan behøver det ikke at være. Parforholdet er i dag en af de vigtigste relationer, og det kan have en enorm betydning for vores trivsel. Derfor arbejder jeg meget gerne med par, der ønsker at passe på og pleje denne vigtige relation. Par der er unge og ikke har børn, eller par der har mødt hinanden for ganske nyligt er også meget velkomne.

Par-tjek er en intervention, som har fokus på at forebygge at par mister hinanden og på at pleje alt det, der fungerer. Så hvis I som par ønsker at arbejde med relationen, mens der stadig er masser af kærlighed, er i også velkommen både til par-tjek og parterapi.”

Se priser ved booking.

Grupper for 25-35 årige

“Kan du genkende dig selv i nogle af de udfordringer der er beskrevet i under afsnittet ”individuel terapi” og er du i alderen fra midt 20 til midt 30, er du også meget velkommen i gruppeterapi. Gruppen er oprettet fordi så mange unge mennesker kæmper med problemstillinger, der ligner hinanden, og fordi noget af det, der er allermest hjælpsomt ift. netop disse problemstillinger er at arbejde med dem sammen med andre - at finde ud af at man ikke er alene. Så hvis du kæmper med de udfordringer der gerne opstår i forbindelse at være kvartvejs i livet, kan du overveje om du kunne have lyst til at arbejde med det i en gruppe. Læs mere her.”

Cecilies faglige baggrund

Cecilie har en bred erfaring med arbejdet med både individuelle klienter, par og grupper. Cecilie er særligt optaget af at hjælpe klienter med deres relationer, både til deres partner, de vigtige personer i deres liv, og til dem selv.

Forandringsskabende psykoterapi

I terapien trækker Cecilie primært på tre metoder. Nemlig emotionsfokuseret terapi (EFT), Internal family systems therapy (IFS), og Acceptance and commitment therapy (ACT).

Fælles for de tre metoder er at de sætter det oplevelsesbaserede i centrum, og det betyder, at du sammen med Cecilie ikke bare vil tale om det du kæmper med, men også vil arbejde med at skabe nye oplevelser med det i terapien. I alle tre metoder er der fokus på, hvad der sker lige her og nu, og på at bruge det som udgangspunkt for at skabe forandring. Som klient hos Cecilie kan du opleve at terapien bevæger sig mellem de tre metoder, alt efter hvad der er hjælpsomt for dig og hvad du har brug for i den pågældende session

Cecilie har en 2-årig efteruddannelse indenfor ACT og er aktuelt i gang med en 2-årig efteruddannelse indenfor emotionsfokuseret parterapi.

At skabe plads til følelserne så du kan leve et meningsfuldt liv

I terapien arbejdes der med at skabe plads til alle de forskellige følelser man har som menneske. Når der er plads til alle følelserne, bliver det muligt at handle på mere hensigtsmæssige måder i forskellige situationer, både alene og sammen med andre. Når alle følelser kan rummes, bliver det mere muligt at arbejde for at finde ud af hvad det meningsfulde liv indeholder og bevæge sig i retning af dette.

Løbende forventningsafstemning af terapiens retning

Cecilie afstemmer løbende, hvordan den måde der arbejdes på, passer til den enkelte klient, og hvad der opleves som mere eller mindre hjælpsomt. Det er således et fokuspunkt for Cecilie at klienten føler sig mødt og forstået og at terapien fra gang til gang opleves meningsfuld.

Hvem kan få bedre hjælp andre steder?

Cecilie tager desværre ikke imod henvisning fra lægen. Hvis du er under 18 år, eller dine relationelle problemstillinger kommer på baggrund af udfordringer med autisme eller personlighedsforstyrrelse, vil der være andre psykologer som kan hjælpe dig bedre.  Du er dog velkommen til at række ud, og så kan vi sammen hjælpe dig videre.

Klienter udtaler:

  • Studerende 28 år

    “Mit forløb hos Cecilie har været meget positivt, da hun formåede at møde mig, hvor jeg stod og hjælpe mig med at finde det overskud, jeg havde brug for – både når det handlede om studie og sociale relationer. Hun var herudover specielt god til at tilpasse forløbet til mig, da vi løbende talte om hvad der virkede og hvilken vej vi skulle gå”

  • Simon, Cand. Mag.

    “Cecilie faciliterede mit bedste terapiforløb. Jeg tænker den dag i dag stadig tilbage på det som en tid hvor der virkelig skete noget. Jeg havde henholdsvis identitetskrise samt angstrelaterede problematik. Cecilie mødte mig med åbenhed og forståelse, samt en skarphed til at få sat et kort op over min identitetskrise. Hun forstod samtidig at udfordre min angst på en tryg måde. Den dag i dag er mine angstproblemer blevet væsentligt reduceret og til tider tæt på forsvundet. Jeg tror især Cecilie er god hvis man er en intellektualiserende type, som har det med at distancere sig fra problemer ved for meget fornufttænkning. Cecilie er god til at hjælpe en med at møde ens problemer som et helt menneske med både ens fornuft og følelser.”